Snetåge

Ud af det store vindue i mit lille Tiny house plejer jeg at kunne se langt. Længst væk træer og buske, lige for tiden blot silhouetter, der giver vinterhi til fugle, rådyr og harer og omkranser de snedryssede marker. Jeg plejer at kunne se himlen i skiftende nuancer af blåt og gråt, af og til som bagtæppe for drivende skyer, op- og nedstigende sol, musvåger og den røde glente.

I dag kan jeg kun se tåge. Tæt, mælkehvid tåge, der antyder, at den ydre verden slutter lige bag det store pæretræ, der efter sigende, og heldigvis, er beskyttet mod fældning af en ældgammel klausul.

Jeg kan godt lide det. At sidde her bag tågen og få verden lidt på afstand. Den er noget overvældende for tiden.

Fuld af gule breaking news om smittetal og nye varianter, magtmisbrug, politiske skandaler, skyderier, klimakatastrofe og flygtningetragedier, nye gamle krænkelser, der som rådne lig vælter ud af skabene. Jeg ved ikke, om verden er værre end den altid har været, men det virker af og til nyttesløst overhovedet at gøre et forsøg på at ændre blot en lille smule.

Jeg er tiltagende bekymret for verdens tilstand, men endnu mere er jeg bekymret for, hvordan vi er blevet overfor hinanden. Alt er åbenbart tilladt, når det gælder digital krig, tilsvining og offentlig fordømmelse, selv mellem venner, og det er ikke længere helt så svært at forstå, hvad borgerkrige vokser ud af.

Så i dag sidder jeg bag tågen lidt endnu. Den lægger en dæmper på udsigten, på lydene, på panikken, på den ydre verden. Heldigvis er alting - kloden, verden, menneskene i den, kroppen, sindet, du og jeg - i evig, kreativ forandring. I aften venter en fest, en helt ægte fest, på den anden side af tågen. Og en dag bliver det klart vejr igen 💜