Septembermorgener

Hvis man ser godt efter, er der frostpletter på græsset her til morgen. Markerne udenfor mine vinduer er pløjet, harvet og sået til under den glasblå himmel, og solen spreder morgenlys ind gennem den hvide tåge, der stadig indhyller landskabet. Fordi jeg har lyst til at udfordre min comfort zone, min magelighed, træder jeg ud i det isnende græs med bare tæer. Fodsålerne, der for bare et øjeblik siden lå under dynen, lammes af kulden fra den kolde græsbund, mens edderkoppespindene sender sølvglimt mod mig. Jeg bliver stående indtil græsset under fødderne næsten bliver varmt.

Så trækker jeg den store træplade af ude-badekarret, hvor vandet allerede er blevet så koldt, at det prikker og bruser under huden, da jeg efter et par hurtige, beslutsomme dyp står under den varme bruser. Og fryden ved livet er efterfølgende til at tage og føle på, med klaret morgensind og dampende varm kaffe i koppen.

September er vemodigt nok et farvel til en dejlig sommer, der har været beriget med Zirkus på landevejen, solskin og hvidvin i behagelige mængder - med ferietempo strakt ud mellem juni og august over Folkemøde på Bornholm, sommerdage ved Tranum Strand, gensyn med Italien og afslutning på et meditativt, kreativt årsforløb på Vækstcenteret.

Klare septembermorgener er sensommer, med varsel om efterår. Men også lovning på tid til bøger, stearinlys og varme tæpper, en boblende følelse af en anden tidsregning. Timer, der ikke måles i lys og på hvor meget man kan nå på lange sommerdage, men hvor mørket lukker sig om dagens begyndelse og slutning, så det inde i mig bliver mere legitimt at trække sig lidt tilbage fra verden.

Velkommen efterår, min yndlingsårstid 🤎