Kære mor ♥️

I år er det 10 år siden. 10 år siden den den jul, hvor alt var sidste gang. Sidste gang med dig.

Jeg har siddet i din sofa, gået på dine trapper, dækket dit bord, rørt ved dine ting og sunget dine yndlings julesalmer. Jeg har hørt din glade stemme, set dit smil, mærket din glæde over at familien er samlet juleaften. Jeg har mærket den gamle tanke: Hvor er du? Hvornår kommer du hjem? Jeg har mærket din kærlighed.

Jeg har stået ved din grav og læst dit navn på stenen. Jeg har endnu en gang forstået, at det ikke er her, under stenen, du er. Du er i mit hjerte. I vores hjerter.

Det var en fin juleaften ellers, med den sprødeste andesteg, den fyldigste vin, det pyntede juletræ, fineste gaver, lækreste konfekt. Jeg kan godt lide julen, på trods af reklamer, overforbrug og ærgrelsen over ikke helt at ramme plet med alle gaverne. Især kan jeg lide de stille juledage med plads til velkendte julefilm og dynetid i sofaen på mørke eftermiddage.

Men i går var det solskin, og jeg måtte i skoven. Dén skov. Den skov, jeg gik tur i for 10 år siden, hvor der var sne og høj sol i december. Og min far ringede på den smukkeste dag og fortalte det. De havde indstillet din behandling.

Den skov med dét hus vi kom til for mere end 12 år siden, da livet havde slået en kolbøtte. En af de naboer, jeg havde dengang, sagde altid: "Vi er mange, der er kravlet ind i den her skov og har rejst os og er gået ud af den igen". Den følelse havde jeg også i dag, da jeg gik ad velkendte stier og forbi de steder, der rummer så mange erindringer.

Skoven bærer de gode minder - den uendelige juleferie, da vi var sneet inde, det trygge mørke, der omsluttede os, da vi havde brug for det, de gode venner der hjalp med at bære alt det tunge, naturen der tilbød sin helende kraft hver eneste dag. Og skoven bærer de svære minder - sårene, der skulle heles, to små børn, der havde mistet en halv familie, min egen frygt og afsked med det liv, jeg havde haft, sorgen over at min mor blev syg og skulle dø.

Nu er der er gået 10 år. Livet går videre, og vi går med. Med dig i vores hjerter ♥️