At være med det hele

Engang var plankerne, vi ligger på, kæmpestore egetræer i Canada. Nu ligger de side om side, plankerne - brede, lyse og velourbløde under os. Vi, der ligger på dem, har lukkede øjne. Og selv uden at se mærker vi skiftet på himmelen udenfor, skyggerne der danser når byger driver forbi, lys fra solstråler der fejer hen over vores hvilende legemer.

Hvad laver vi her - vi, der ligger på det bløde gulv? Vi ved det knapt. Kun at vi deler en længsel, søgende sjæle på fælles vandring. Hvad leder vi efter?

Vi deler længslen om dyb forbindelse. En forbindelse mellem os selv og de andre, mellem kroppen og bevidstheden, mellem kloden og menneskene, egoet og sjælen, mellem alle aspekter af det ydre og det indre. Vi går ind i os selv for at gå ud til andre fra et dybere sted, for at forbinde os med det særlige punkt, der er vågent når vi sover, det sted, der ved af at vi har drømt. Det sted, den del af os, der har været der altid. Vågenheden der ved af, at vi engang fik tidlig frost og lukkede steder i os selv ned. Og skruede op for andre, dem der gav os mulighed for at være med i flokken, mulighed for at blive elsket.

Vi ligger ikke kun stille. Indimellem bevæger vi os langsomt. Eller heftigt. Strækker steder der har været stramme for længe, ryster kroppe med fastlåste led og indtrukne maver, danser og spræller med arme og ben som sommerfuglevinger, propeller og vajende siv for vinden. Og vi vandrer i dugvådt græs med bare tæer, stikker os på tidsler og går i stå sammen med vinbjergsneglene.

Vi drejer om egen akse, lader tæerne gribe fat om klodens krumning, lader bevidstheden strække sig ud gennem det vågne punkt, brede sig over den midtjyske højderyg, omfatte søer og skove, landeveje og affolkede landsbyer, motorveje og metropoler, hvide strande med krystalklart vand og mudrede skyttegrave med bække farvede af blod. Er det muligt at være med det hele?

I de stille dage, hvor vi hverken taler eller veksler blikke, afdækkes mangfoldige indre landskaber og slør falder. Der findes tæt krat og åbne vidder, frådende hav og dybe søer med stillestående vand, øde stier og farverige blomsterenge, jordskælv og vulkaner. Vi må spørge os selv, hvor langt modet rækker til at udforske nye biotoper, for hvad findes dér? Trolde og monstre eller feer og engle? Tør vi, når vi vandrer ad ukendte veje, at møde os selv?

Vores underviser, turguide ind i ukendt land, er den eneste der taler. Hendes ord er som en varm jakke, et læ for vinden, en hånd i ryggen. Vi kan høre det i hendes stemme og mærke i hendes ro der smitter, at hun har gået ad alle de veje selv. Vi hører hende sige, at altings foranderlighed er den ægte kreativitet, at der altid er et nyt landskab at afsøge, en ny mulighed, et nyt åndedræt.

Det er en slags leg, en udforskning af os selv, hvor vi på én gang er pennen og papiret, malingen og lærredet og penslerne, noderne og instrumentet.

”Hjertet er et tusindstrenget instrument, der kun kan stemmes med kærlighed” (ukendt).