Om at være en samler

Det med at rydde op har jeg taget tilløb til længe. Meget længe.

Jeg har læst alverdens bøger om oprydning uden at komme i gang. Jo. jeg har gjort et par halvhjertede forsøg, men er så alligevel blevet overvældet over, hvor stort det er at tage hul på. Det er ikke fordi, der er specielt rodet på overfladen i mit hjem, men der er ingen tvivl om, at jeg er den klassiske samlertype. Jeg havde det nok på fornemmelsen… og fik det bekræftet, da jeg for nogle dage siden læste følgende passage i bogen “Sæt dit rod på plads” af Charlotte Wieth-Klitgaard og Stine Marie Nielsen:

Ofte har du ting i dit hjem, som slet ikke burde være dine: arvestykker, gammel elektronik, ekskærestens cd’er osv. Ting som mister et hjem, kan altid søge ly hos dig - du kan ikke få dig selv til at afvise dem. Du tænker, at de er for gode til at smide ud, eller at det kan være nogen kan få brug for dem

Oh yes. Det er rigtigt. Da jeg for mange år siden lige var blevet skilt, var det fantastisk at modtage en kæmpe sæk fyldt med tøj, uanset om det gjaldt børnene eller mig selv. Jeg syntes, det var fantastisk at få så mange gode ting forærende, og at funktionsdygtigt tøj kunne få en sæson eller otte mere hos os. Men…. selvom alt blev afleveret med et: “bare smid det ud, du ikke vil have” eller endnu bedre: “hvis du ikke selv vil bruge det, så giv det videre til en anden” - så var der alt for meget, der ukritisk fik lov at blive.

I bogen står videre, at samleren er nøjsom af natur og nemt finder værdi i alt. JA. Desuden går jeg ikke særlig meget op i tøj, og har aldrig gjort det, så jeg synes som regel, at det veninder og bekendte kommer med, i udgangspunktet er pænt.

Grundlæggende har jeg svært nok ved at smide mine egne ting ud, så tal ikke om at smide andre folks ting ud! Der var måske et par gange eller to, hvor jeg skulle have sagt: “Nej tak, genneren ligger lige tre km. herfra”. Alt er jo givet i venlighed, og det har jeg været taknemmelig for, men nøj hvor ligger der meget tøj på de bagerste hylder i skabet, der aldrig skulle have været derind.

Så… nu skal det være. I weekenden skal jeg have sorteret alt mit tøj OG smidt ud og afleveret til genbrug, og jeg dokumenterer det her på bloggen!