Næstekærlighed eller planlægning?

Jeg så ham først.

Vi sad og spiste, min datter, min søn og jeg. Hvad jeg egentlig så, var en rygsæk med et liggeunderlag bundet fast på toppen og et par ben nedenunder. Det undrede mig, for godt nok bor vi lige ved den gamle Bryrupbanesti, men det stod ærligt talt ned i stænger med slagregn. Og jeg kunne se, at hvem der end var under rygsækken, så bankede vedkommende på vinduerne på et af husene på den anden side af stien.

Jeg gik nærmere vinduet og kunne se, at det var en ældre mand, der åbenbart var på vandretur. Min første tanke var, om han havde brug for hjælp eller måske skulle låne et toilet? Børnene mente, at man jo nødvendigvis må have forberedt sig, når man vandrer på naturstien, og vi konstaterede da også, at han tilsyneladende fortsatte. Jeg dvælede længe ved vinduet, for hvis nu han havde brug for at få fat i et menneske?

I et af husene på den anden side af stien, stod en ung mand i vinduet og kiggede i samme retning som jeg.

Pludselig så jeg en rygsæk gå forbi vinduet i karnappen, hen mod vores trappe, “Nu kommer han!” sagde jeg. “Ej her? Jamen hvad vil han? Lukker du op mor?”
Vi ventede med tilbageholdte åndedræt, men der skete ingenting. Ingen dørklokke, ingen banken. Ikke engang hunden gav lyd.

Han stod på trappen, da jeg lukkede op. Havde sirligt sat sin rygsæk, liggeunderlag og mulepose fra sig. “Kunne du mon hjælpe mig med et sted at overnatte?” spurgte han venligt.
Det var jeg alligevel ikke meget for. Han lyste af den pureste venlighed og kunne nok trænge til noget tørt tøj og en ren seng, men… “Jeg havde tænkt på forsamlingshuset derovre,” sagde han hurtigt og pegede tværs over stien. “Tror du det kan lade sig gøre?”
Jeg ringede til Jens, der står for udlejningen, men som jeg allerede havde forudset, var svaret nej. Der må ikke overnattes, sagde han, det er noget med brandmyndighederne.

Han foreslog de shelters, der ligger på naturstien, men det er en kold omgang, når man er våd ind til skindet. Vandringsmanden og jeg blev derfor enige om, at det bedste bud var en af de nærliggende gårde, som måske kunne have et værelse eller et varmt fyrrum. “Men varm aftensmad har jeg,” sagde jeg. “Det er lige taget af komfuret?”
Han takkede nej og svingede rygsækken over skulderen igen, “Jeg tror hellere jeg må gå videre og finde et sted at sove. Der er jo mange huse her.”

“Hvor er du på vej hen?” spurgte jeg. Han kiggede på mig og trak lidt på det; “Jae, det står lidt åbent.”

Da han var gået nagede det mig, og jeg tænkte, at det ville blive svært at finde husly i nærheden. Min datter konstaterede tørt, “Det er så typisk boomere det der. Regner bare med, de kan komme ind og sove hos fremmede. Hvorfor har han ikke forberedt sig, når han er taget på vandretur?” Ja, hvorfor egentlig ikke? Det kan der jo være mange grunde til.

Det undrede mig, at han ikke kom tilbage forbi huset. Var han mon gået hen til Henning, der bor for enden af vejen? Var han, som har boet der alene i mange år, måske den rette at bede om en tør seng?

Men efter ti minutter så jeg hårtoppen af ham, vandringsmanden, igen - denne gang uden oppakning, hen under vores vinduer og om til vores trappe. “Jeg gik ind til din nabo, og der må jeg sove,” sagde han. Hans øjne lyste helt op. “Jeg må låne hans drivhus, der er så pænt og faktisk helt lunt. Og jeg har lånt et ekstra tæppe.”
Jeg blev også helt glad og lettet. Selvfølgelig, min nabo er jo selv vandrer og kommer langt omkring med rygsækken. “Jamen det er da fantastisk.”

Han blev stående på trappen og nølede lidt. Nå ja, nu var det med overnatningen klaret. “Men hvad så med aftensmaden?” spurgte jeg. “Ja, det var jo det - du sagde noget om, at du havde lidt mad?”
Han fik en tallerken med varme oksekødspølser og en ordentlig portion ovnbagte kartofler, løg og gulerødder. Det så han ud til at være meget begejstret over. Men han blev alligevel stående. “Er der nogen hjemme her i morgen,” spurgte han så, “for din nabo kører meget tidligt, og så ville jeg bare høre om jeg kunne få en varm kande kaffe med?”
Jeg sagde, som sandt er, at jeg ikke har nogen kaffemaskine, og at vi måske ikke lige er her, når han trænger til kaffe. “Nej men det er også fint, jeg spørger et andet sted. Der er jo mange huse her. Jeg sætter tallerkenen her på din trappe i morgen - og tak for mad.”

Nu sidder jeg ved mit skrivebord, regnen er taget af, men det blæser godt udenfor. Jeg tænker på vandringsmanden, der ligger i drivhuset inde hos naboen. Forhåbentlig er han mæt og tør og finder en kande kaffe i morgen, når han er klar til at gå videre.
Min datter har jo ret i, at han godt kunne have planlagt det bedre, men måske er han drevet af omstændigheder, der er ikke levnede plads til det? Og jeg er alligevel mærkeligt opløftet af tanken om, at der stadig er nogen, der går ud i verden med tiltro til, at der findes mennesker på vejen, som vil hjælpe med et lunt drivhus og et måltid mad.

For de findes 💜