Den dejligste baghave

For mange år siden landede jeg her i det smukke Bakkeland, lige midt i Jylland - der hvor det bliver allervarmest om sommeren og allerkoldest om vinteren. Tilfældigheder gjorde, at det blev lige netop her - altså hvis tilfældigheder findes?

I denne april måned er det 11 år siden, jeg flyttede til egnen. Eller sognet, som man siger her. Det var kulminationen på en traumatisk skilsmisse. Grim og træls. De første tre år boede vi, børnene og jeg (og hunden og kattene og killingerne) i skoven tæt ved Gl. Rye. Lige midt i naturens helende kraft. En af de andre kvinder i skoven sagde til mig, da jeg lige var flyttet til: “Vi er mange, der er kravlet ind i skoven, og ved naturens kraft har rejst os og gået ud igen”. Det gjorde jeg også.

Nu bor jeg i en lillebitte landsby midt på den gamle Bryrup Banesti, hvor toget indtil 1968 kørte mellem Horsens og Silkeborg. Når jeg sidder her på min skriveplads, kan jeg se ned på den gamle Slagballe stationsplads, som faktisk var Danmarks højest beliggende station 120 m. over havet. I dag er der ikke meget station over det, men når jeg sidder her med vinduet på klem, kan jeg til gengæld høre gyllevognene køre foråret ind på markerne omkring mig…

I år har jeg boet 8 år i mit gamle hus ved den gamle banesti. Den suverænt længste tid på ét sted, siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg har altid elsket at flytte mig. Måske derfor har jeg boet 21 steder, siden jeg i 1990 flyttede hjemmefra som nybagt student. Jeg har elsket at indtage nyt terræn, at finde det nærmeste bibliotek og lære, hvor de små veje førte hen. Men lige nu har jeg ingen impuls til at flytte mig.

Da jeg arbejdede i Aarhus elskede jeg tanken om, at jeg simpelthen ikke kunne komme hjem uden at køre igennem mindst én skov. Det føltes som at køre igennem et filter, når jeg passerede Gl. Rye eller en af de andre små skovomkransede byer. Der er så mange ualmindeligt smukke steder at se og besøge her, smukke stier, bakke og dale i den fineste natur.

Her er også de fineste mennesker. Et af dem mødte jeg for snart ti år siden til en julefrokost. Hun kom hen til mig, kiggede indtrængende på mig med sine blå øjne og sagde: “Jeg kan mærke, at jeg skal snakke med dig”. Det har vi gjort siden, og intet tyder på, vi nogensinde bliver færdige. Jeg håber det heller ikke.

I søndags gik vi her, mens vi igen delte stort og småt om livet:

Foto: Dott Ovesen, dotts.dk

Jamen ligner det ikke et eventyr? Tænk sig, at man en varm dag i april kan gå ad sådan en sti og mærke, at man er så heldig at møde endnu et forår, endnu et stykke smukt natur og hvem ved - endnu et eventyr?

Jeg tror, jeg slår rødder i Bakkelandet.