Typen der cykler på arbejde

Da jeg købte mit hus i 2011, var det med intentionen om at cykle på arbejde, da jeg på det tidspunkt arbejdede i nærheden. Det blev nu aldrig til noget, for jeg fik pludselig udlængsel, da det lokale sygehus lukkede, og jeg skulle skifte arbejdsplads. Det betød en køretur, som gennem de sidste syv år udviklede sig fra 45 minutter til mareridtsagtige 70 minutter. Hver vej.

Det var ikke sådan, at jeg dengang syntes, jeg ligefrem spildte tiden - jeg var god til at høre lydbøger, lytte til ny musik eller bare føre lange samtaler med mig selv. Højt. Jeg var glad for mine kolleger og mit arbejde, og desuden havde jeg jo selv valgt at søge jobbet, så afstanden var ikke noget, jeg som sådan led under.

Af mange forskellige grunde, som jeg sikkert skriver meget mere om hen ad vejen, besluttede jeg mig i efteråret 2018 for at sige min stilling i Aarhus op og vende snuden mod lokalsamfundet. Jeg havde fået mulighed for et spændende jobskifte - og deri lå samtidig en kæmpe gevinst i vundet fritid! Indrømmet - den ekstra tid om morgenen tjener udelukkende til at forlænge min nattesøvn, hvilket var alvorligt tiltrængt. Men om eftermiddagen… åhhhh. Det er fantastisk at være en time tidligere hjemme og ikke have siddet i bilen i over en time!

Det er stadig nemt og fristende at tage bilen, selvom der kun er fire km. Men nu - efter fire dage på jernhesten - tør jeg godt sige, at jeg er blevet typen, der cykler på arbejde! (og det er ikke engang en aprilsnar). Det tager 12 minutter, hvilket er præcis tre gange så lang tid, som hvis jeg tager bilen. Og den første dag havde jeg en lille nagende følelse af… ja, at spilde tiden. På at cykle? Så var det, jeg kom i tanke om, at 12 minutter virkelig ikke er ret meget i sammenligning med 70 minutter i bil. Og jeg besluttede mig for i stedet at nyde turen, og nyde at jeg har tiden. Og stadig har forkortet turen med 58 minutter. I morges var det koldt, men lærken sang. Og se engang, hvor pænt der er, der hvor jeg cykler:

Bryrupbanestien. Pæn