Tordentanker
Jeg var på vej i stilhed. Forude fem dage med langsomhed og stilhed, vandring i de indre landskaber. Med ydmyghed og ærefrygt indstillede jeg mig på at møde, hvad end der måtte komme - men først en god nats søvn.
Fra hemsen så jeg horisonten mod sydvest blive lyst op igen og igen, som kornmod sidst på sommeren, når glimt fra fjerne lyn blinker lydløst. Der var ingen regn, ingen buldren i det fjerne, men et stadigt bredere bælte af skiftende lys i lilla, rosa og gyldne toner, som fejede over himlen og afslørede tunge sortblå skyer på vej. Det her var ikke kornmod.
Efterhånden var der lyn. Kraftige lyn, der løb langs underkanten af skyerne og forbandt dem med tråde af gnistrende hvidguld. Jeg lukkede døren op, gik ud i kanten af marken for at mærke, hvad der var på vej. Mørket holdt vejret, som om vi alle, træerne, den nyhøstede mark, pæretræet, ræven i hulen, himlen og gæssene i det åbne land ventede på uvejret. Og på hvordan den nære verden omkring os ville tage sig ud, når det var drevet forbi.
Jeg sendte en tanke til de andre i gruppen, som jeg lige havde mødt. Nu lå de i fremmede senge i Nr. Snede og omegn, første nat på retræten og ventede måske, ligesom jeg, på at møde uvejret. Det ydre og det indre. Vores overenskomst var at være i stilhed sammen, uden ord, uden blikke, uden berøringer. Sammen som et selvorganiserende væsen, hvor man det ene øjeblik er en sansning af indre impulser, det næste en legemsdel, der lukker en dør for blæsten - i glimt ét stort dunkende hjerte.
Nu slog lynene ned mellem træerne længere væk. Føg over himlen i fascinerende formationer, flere og flere. Jeg listede ned ad trappen fra hemsen, det forekom mig, at der var rigelig lidt afstand mellem mig og dem, der dansede tættere på. Jeg lindede på døren og mærkede de første tunge dråber af varm regn, der varslede om forestående åbne sluser. Krøb ind i et hjørne, ind i mørket. Ventede.
Det drev langsomt. Ramte først rigtigt næsten to timer efter jeg havde set de første glimt. Bevidstheden om at være årvågen mens det foldede sig ud, overfor trætheden i kroppen. Giganternes kamp. Jeg måtte overgive mig til hemsen og dynen, mens jeg blev blændet af knitrende lyn på snart den ene side af himlen, så den anden. Søvnen skyllede ind over mig midt i infernoet, tog mig med på langfart, kun enkelte gange trukket op til overfladen af trykbølgen fra et gigantisk brag. Hvilende trygt i orkanens øje.
Næste morgen lukkede jeg klarheden og det store suk ind fra træerne, den nyhøstede mark, pæretræet, himlen og gæssene i det åbne land. Ræven så jeg senere. Tordenskyerne var opløst, himlen intakt. Som i et indre landskab.
Foto: unsplash @chanphoto