Vi går i stilhed

I juni var jeg på skriverejse til Færøerne. En rejse hvor jeg glædede mig til at blive inspireret men i stedet oplevede, at jeg tabte mælet.

Alle ord forsvandt i mødet med den storslåede natur.

Den sidste dag kom en tekst til mig, som jeg har lyst til at dele uden nogen form for redigering; blot som den var. Rullende inde fra fjeldene og det store Atlanterhav:

Vi går i stilhed. Over os rejser fjeldsiderne sig mod vinden, der lige under himlen sender drivende skyer hen over de rå toppe. Det er dén aften, solen kaster lave stråler helt inde fra bugten og ud over de øer, der ligger i disen længere ude. Talløse nuancer af grønt fremkaldes i glidende felter mod himlen og havet. Vi ser det i glimt, filtreret gennem den opmærksomme vandring.

En fod foran den anden, varsomme fødder i græsset nedad, en fod dér, dér, dér. Atlanterhavet ruller ind, bruser under os, tusind stjernekastere ruller hen over sandet, indfarvet af lava til nuancer af gråt.

Vi går med ærefrygt.

Hvorfor? Fordi vi kan, vi vil. Kvindekroppe under store kåber, alle vil vi dette lige nu, vi bærer vores historier mod dybet. Leg og forslåede knæ, trampolinspring, varme hesterygge og håndboldkampe, blødende underliv, brændende køn og bristede brystvorter, vægten af dagligdag, svævende skridt og dansetrinenes rytme, sygdom og helbredelse bebor vores levende kroppe. Min krop er min, bevidstheden flyder mellem os, I er i mig, jeg er i jer.

Gule rækker af blomstrende sólja snor sig langs nedstigningen, står allerede i vand. Så træder vi ud, lader kroppene glide ned under overfladen, sindets tanker betvinges i mødet med månens iskolde elskerinde. Vi behersker de gispende åndedræt, der vil løbe som vilde heste over steppen - de må tøjles med brystet, hvor hjertet banker. Ånd ind, ånd ud.

Koldt er bare koldt, siger hun, ikke farligt. Og jeg ser den i vores øjne; frygten, latent, erfaret gennem uendelig tid – og jeg ser fryden, lysten og livet spejlet i et kalejdoskop af øjne, hav og evighed. Her trækker vi ikke maven ind, vi æder af livet sammen, grådigt.

Vi tager imod bølgerne, der slår ind, står fast i brændingen, fortryllede - noget kollektivt vandrer mellem os, skyder lys op i vores forbundne sind. Vi gennemstrømmes af havets bevidsthed, den ruller ind fra Atlanten, skyller gennem vores celler, forløser. Lad det gamle dø, noget nyt fødes.

Af havet er vi kommet, til havet skal vi blive, af havet skal vi igen opstå, gennem tiderne evigt forbundne.