At lege med Karen Blixen
I går var jeg på skrivekursus på Karen Blixens Rungstedlund. Er det næsten muligt at forestille sig et mere inspirerende sted, når man leder efter sin skaberkraft og kreativitet?
Vi var 16 kvinder samlet med en dedikeret, fælles interesse i at udtrykke sig gennem ord, dyb fascination af det litteraturen kan og ikke mindst - det dragende ved Karen Blixens fortryllende, fængslende, vanskelige, smertelige og i enhver henseende betagende forfatterskab, hendes livsindstilling og livtag med skæbnen.
Dagen var smukt tilrettelagt og der var næsten ikke plads i hjertet og sjælen til alle de indtryk, berørende tekster, tillidsfulde delinger med små og store erkendelser. Der er, for mig, noget særligt sårbart i at dele tekster med andre, som er skrevet ud fra samme afsæt.
Kan jeg overhovedet finde på noget at skrive? Hvordan griber de andre det an? Tør jeg læse min tekst op? Alle de tanker, der forsøger at trække energien væk fra det egentlige: SKRIV.
Der blev mange tekster at dele, og jeg så ikke en eneste, der ikke dirrede en lille smule i stemmen, fik en trækning ved læberne eller let forhøjet åndedræt ved at læse op. Smil, tårer, grin, forløsning. Vi gjorde det, og hver en tekst var sin egen. Det særligt gode ved dagen var, at alle tekster fik venlige og konstruktive ord med på vejen, uden at der blev vurdering og rangeren af god, bedre, bedst. Pyha.
Jeg vil også dele en af mine tekster her, indspundet mellem to af Karen Blixens sætninger. Jeg vovede mig som en kreativ leg en smule ind i mørket, det mørke Karen Blixen fik rigeligt af i sin tid, og som vi alle fra tid til anden må se ind i, frivilligt eller tvunget af omstændighederne 🖤
“Man kan ikke leve uden et stort mod. I det øjeblik man finder sig selv forslået og vingeskudt i mørket, må man turde stræbe efter den sprække, den lille gnist af lys, der akkurat rækker til at finde sine øjne i spejlet. Tør man dér fastholde blikket, mens øjnene vænner sig til mørket, kan man derinde få et dybt glimt af sig selv - og med rædsel i hjertet vove at åbne til selve livsglæden, som en art triumferen over at være til”