Hjemmevinterbadning

Jeg kom til at sige til min kæreste, at jeg egentlig gerne vil vinterbade, men ikke gider køre efter det. Det behøver jeg heller ikke nu (og nej, der er ikke varmt vand i bruseren).

I morges var det tåget, da jeg badede. Så tåget, at det dryppede fra træerne, nakkehårene krøllede og det føltes som at være midt i en byge uden regndråber.

Senere kom solen, og nu hvor markerne står med stubbe, er det muligt at forcere dem og nå frem til en smuk og godt gemt høj. Der sad jeg i solen med vinden i håret, det tørre græs under mig og længslen i hjertet. Længslen efter det sted indeni, hvor der er stille og hvorfra ordene springer. Jeg tror, jeg altid har længtes efter det sted, og jeg tror, det er derfor, jeg kan lide at sidde på en pude og forsøge at blive så stille som muligt. For at lytte derind.

Jeg håber ikke, jeg forstyrrede højens indre liv alt for meget. En flok autonome har indtaget skrænten, og de virker helt ligeglade med hvilke tilfældigt nulevende personer, der mener at have juridisk belæg for at eje den høj.

Og der var andre besøgende end mig. Så sad vi der sammen og drømte om at folde os ud.