Italiensk for begyndere
Fik jeg nævnt, at jeg går til Italiensk for begyndere?
Igennem det seneste år har jeg haft en intuitiv følelse af, at Italien vil mig noget. Jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at min kæreste og jeg lidt by mistake nærmer os den tredje tur til Toscana på bare 11 måneder - om Corona vil. En bekendt har købt hus i den mest pittoreske lille bjergby, og da han manglede hænder til at sætte det i stand kiggede vi på hinanden og blev enige om, at det kunne vi da klare. Du kan læse mere om mine tanker efter vores sidste besøg her.
Jeg meldte mig til et italienskhold allerede i foråret, men der blev holdet desværre ikke oprettet. Så glæden var stor men forventningerne små, da jeg meldte mig til igen til efterårssæsonen, og fik besked om, at holdet startede d. 3. september.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske en farveløs, pensioneret gymnasielærer, som vel nok kunne få os gennem den indledende grammatik og “Mi chiamo Marianne”. Men allerede inden første time gik i gang, da vi, det nye begynderhold, sad og ventede på gangen udenfor lokalet, hvor et af fortsætterholdene var ved at afslutte dagens lektion, anede det mig, at jeg måske skulle revurdere mine forventninger.
Døren blev åbnet, og det nærmest dampede derindefra, diskussionen gik højlydt på italiensk og man kunne nærmest høre fagterne og de gestikulerende arme, selvom man sad med ryggen til. Vi smilede lidt nervøst til hinanden og blev enige om, at “de da vist har gået til det længe”. Og så var det vores tur.
Jeg ved ikke, om du har set filmen Italiensk for begyndere. Ellers tag og gør det, faktisk også selvom du har set den, for den er virkelig et gensyn værd. Jeg havde forberedt mig på, at jeg nok ikke ville være holdets Karen eller Giulia, men nok nærmere Kirsten eller en af de andre “damer” nede på første række til højre… Nu er der så hverken en Hal-Finn eller Jørgen Mortensen på holdet, men det er også ligegyldigt, for der er simpelthen nogle fantastiske damer og en enkelt Johnny i kurven. Og mod forventning trækker jeg aldersgennemsnittet ned, for vi er kun to under 50 år. Altså når man ser bort fra Fabio.
Selvfølgelig hedder læreren Fabio. Ikke Henning eller Grethe. Han er ambitiøs, taler stort set kun italiensk til os (mens vi kigger desorienterede rundt på hinanden) og giver lektier for. Det er med andre ord en sand fornøjelse og duks som jeg er, sidder jeg nu søndag eftermiddag og terper italienske verber.
Italiensk forekommer mig at være helt anderledes end andre sprog, jeg har lært. Det er legende, larmende og dramatisk, og jeg skal et helt nyt sted hen i mig selv for at lære det. Tidligere i dag skrev jeg lidt om kreativitet - og jeg har faktisk iagttaget, at jeg får mere tilgang til min kreativitet, når jeg forsøger mig med at øve samtale og rulle på r’erne. Når jeg forestiller mig, at jeg en dag taler det rigtig godt, kan jeg næsten blive helt forlegen ved tanken, fordi det er så vildt og lidenskabeligt (Ja, det siger mere om mig end om det italienske sprog, det er jeg helt klar over).
Nå, men sjovt er det, og nu er det vist allerede blevet mandag. Buonanotte a tutti 🇮🇹