Et stykke med lykke

Jeg har været på festival. En virkelig pæn festival med musik, mad og samtaler - nogle vil måske endda kalde den snobbet. Okay, den er snobbet. Og det er vi, der var der for tredje gang åbenbart også, for vi syntes da, den er blevet lidt mainstream nu. På visse punkter i al fald. Nu kommer alle jo, og ih-og-åh’er for første gang over de kinesiske lamper i alleen.

Selvfølgelig er det skrevet med glimt i øjet og stor venlighed overfor festivalen, for det er svært ikke at holde af Heartland. Musikprogrammet var ikke i nærheden af sidste års nærmest perfekte program, men det havde sine højdepunkter - og overraskelser - som en god festival skal have. På min top 5 var:

  1. The Raconteurs (fordi de trykkede den max af og lavede en fest for de pæne mennesker)

  2. Elbow (med deres melodiske pop-rock og ultranærværende Guy Garvey i front)

  3. Richard Ashcroft (kom med lyden af The Verve. Og endnu mere lyden af sig selv)

  4. Folkeklubben (gav et kærligt, selvironisk svirp over de hipster-borgerlige hænder. Til os alle)

  5. John Grant (som jeg havde glædet mig mest til, men desværre er gået i selvsving sammen med sin synthesizer)

John Grant var ellers det absolutte hovednavn for mig. Jeg hørte ham for første gang på Northside i 2015 og var totalt tryllebundet. På det tidspunkt var hans setliste præget af sange med afsæt i dyb kærestesorg og frustration over at være stigmatiseret pga. sin seksualitet (og hiv-smitte) i USA. Deraf intenst indlevende og ægte i sin formidling af smerte og ensomhed.

Godt for John Grant (men skidt for mig) er han tilsyneladende igennem de største kriser nu, for på Heartland var han nærmere en legesyg festbombe, der gav den gas med psykedelisk elektropop. Øv.

Men bortset fra det, så virkede Heartland som den skulle; som en tidslomme, hvor man kan blive opslugt af musik, mennesker, mad og drikke i rendyrket væren. Bare lade sig drive rundt på indtrykkene og vente på næste koncert uden følelsen af at spilde tiden. Resten af verden føles som langt væk, derude på en anden side af hegnet.

Heartland har både Talks (vel i bund og grund “bare” samtaler), gastronomi og kunst, så der er nok at tage sig til mellem koncerterne. Vi gloede mest på mennesker. Både dem vi havde set på fjernsyn og alle de andre. Jeg mødte - eller rettere så - endda min yndlingsaversion, som er et bekendtskab, der går meget langt tilbage. Heldigvis er jeg blevet for gammel til at fare hen og sige “Heeeeej, hvad laver du heeeer?”, til én, jeg dybest set ikke har lyst til at tale med! Det ville jeg nok have gjort for 10 år siden, men nu nøjedes jeg med at sidde på afstand og fortælle min veninde alle de gamle historier om, hvordan hun (altså yndlingsaversionen) tidligere har været overfor mig. Og vi fik en masse grin ud af det, for jeg ved jo godt, at det er mit eget spejl, jeg glor direkte ind i!

Og hvad angår gastronomien, så kunne vi bare konstatere, at der var mere kø til Fish’n’chips og Gasolineburger end til Sushi og Øko salaterne. Siger det bare (Og ja, vi stod også i den længste kø).

Herfra var der godt udsyn og mageligt at sidde:

Bænk fra  TimberNest  - social furniture.

Bænk fra TimberNest - social furniture.