Lørdag aften i grove træk
I lørdags fik vi kickstartet badesæsonen. Ikke den ved hav og sø, hvor man skal have tæerne i isnende koldt vand, men den anden slags, hvor man sidder i et næsten glohedt vildmarksbad med sin elskede og holder legemstemperaturen stabil med kølige drikkevarer. Fx champagne. Eller, som i lørdags, godt øl hjembragt fra Frankrig af gode venner.
I år havde jeg jo dullet badekarret op, men ellers består forberedelserne mest i, at min kæreste bruger hele eftermiddagen på at skrubbe og skure karret, fylde vand på, tænde op og holde gang i træfyret indtil det er varmt, mens jeg sørger for at… ankomme når det er varmt nok. Ja, så forkælet er jeg!
At sidde dér langt ude på landet, i en hot tub med kig til solnedgang og derefter stjernehimmel - det ER at have lykken i hånden. Og hjertet. Man kan godt blive så varm om hjertet og snurrende i hele kroppen, at man (jeg) må ind under den kolde bruser, og at man (min kæreste) måske kommer til at sige “mildvarksbadet”.
Men når man så står op af karret, har været (endnu) en tur under bruseren og lægger sig i knitrende rent sengetøj - så sover man som en baby. Måske så meget, at der ligefrem er pletter af savl omkring hovedpuden, når man vågner. Men næste gang jeg kommer på besøg, er det rent igen.
Så forkælet er jeg ♥