At åbne for sluserne

Jeg har gjort mig mange, mange tanker om, hvordan det vil være at skrive direkte fra hjertet, velvidende at mennesker, jeg kender rigtig godt, kan læse det hele. Det har været så utrolig ambivalent, at længslen efter at skrive og dele ud har været påtrængende, mens begrænsningerne omkring at gøre det, har stået i kø!

Det er følelsesmæssigt sårbart at offentliggøre sine inderste tanker, og jeg har spekuleret meget over, hvor grænsen går mellem det personlige og det private. Jeg har brug for at skrive åbent og ærligt - men samtidig undgå at være intimiderende overfor menesker, jeg kender, og som i nogle tilfælde måske vil kunne genkende sig selv i mine tekster.

Derfor er der to regler: 1) Jeg skriver ikke om mine børn. De har ikke bedt om at være genstand for mine blogindlæg, så derfor vil jeg aldrig skrive indlæg, der specifikt handler om dem. Med mindre, selvfølgelig, de giver lov. 2) Jeg skriver altid og kun ud fra mit eget ståsted. Der vil aldrig være indlæg på Zimp.dkl, hvor jeg tolker på andres gøren og laden.

Altså med mindre andres gøren og laden taler til deres fordel! Hvilket det følgende gør…

I opstarten til Zimpl.dk fik jeg nemlig ytret til min ualmindeligt tålmodige kæreste, at det var svært for mig at komme til at skrive, fordi jeg ikke havde et godt sted at sidde. I køkkenet sad jeg i et dumt hjørne, i stuen skulle jeg slæbe ting frem og tilbage - det fungerede bare ikke rigtigt (hvilket alle jo kan forstå er en glimrende grund til ikke at få skrevet noget).

“Nåe” sagde han, “men hvor vil du da gerne sidde?”. ”I soveværelset! Der er en god energi… men der er jo ikke plads”, konstaterede jeg. “Hmmm… men kan du ikke skubbe sengen hen i det andet hjørne?”, prøvede han - “nej, det er der da ikke plads til”.

Der var god plads til det.

En time senere havde jeg verdens bedste skrivehjørne i soveværelset - se bare:

Skrivepladsen

Skrivepladsen

En plade, der kan slås op, når jeg skal skrive og ellers klappes ned, så den intet fylder. Hvis min kæreste havde et indianernavn ville det være: “Manden der får ting til at ske”. Ikke flere dårlige undskyldninger.

Skriv!