Om at læse

Som barn var jeg en læsehest. Jeg læste og læste og læste.

Min mor fortalte altid historien om, at det startede, da jeg var fem år. Jeg havde et par legekammerater, der var ældre end mig, og syntes det var sjovt at lege skole, selv når de havde fri. Så de lærte mig at læse. Som fem-årig læste jeg flydende - og en helt ny verden åbnede sig for mig!

Da jeg selv startede i skole, var den bedste tid på ugen, når vi skulle på biblioteket. Skolebiblioteket var opdelt i aldersklasser, og man måtte selvfølgelig kun låne bøger, der svarede til klassetrinnet. Lige indtil den dag i 4. klasse, hvor vores klasselærer Frk. Hansen, fulgte mig over på de store elevers bibliotek og gav bibliotekaren besked på, at jeg måtte låne lige, hvad jeg ville, og så mange bøger jeg ville. Jeg var både flov og lykkelig. Flov over, at jeg blev trukket frem foran mine klassekammerater - men også lykkelig for den verden, der åbnede sig.

Som stor pige tilbragte jeg mange eftermiddage på byens rigtige bibliotek, hvor bibliotekaren hurtigt lærte mig at kende. Jeg læste så meget, at hun et par gange ringede hjem til os privat, fordi der var kommet en ny bog, som hun tænkte var lige noget for mig. Ungdomsbøgerne var jeg hurtigt igennem, så ganske tidligt slugte jeg store, litterære værker og sagaer i mange bind. Jeg har altid været verdensfjern, så jeg elskede de mange forskellige universer, bøgerne inviterede mig ind i.

Jeg læste så meget, at min mor senere har fortalt, at hun var bekymret for mig. Jeg tilbragte timer på værelset, og ofte læste jeg til langt ud på natten. Jeg havde en rødternet skibsbriks med et ryglæn, hvor der var et magasin til sengetøjet. Dér lå min røde og hvide lommelygte, som jeg brugte, når jeg læste, længe efter der var sagt godnat. Jeg slukkede kortvarigt, når min far, som den sidste, gik i seng. Af og til kiggede han ind og forvissede sig om, at jeg sov, inden han slukkede lyset i gangen. Så var der fri bane igen.

Da jeg var først i tyverne fik min læseglæde et alvorligt knæk. Efter et brud med en kæreste lejede jeg et værelse i Åbyhøj, hos en pige, som jeg ellers kom rigtig godt ud af det med. Hun var min diametrale modsætning. En sprudlende, ekstrovert sportspige med gang i den og fire aftaler på en weekend. En dag kom hun hjem fra byen lørdag formiddag, efter at have spillet squash. Jeg sad selvfølgelig og læste. Solen skinnede, det var forår, hun brasede ind i stuen og udbrød: “EJ. Sidder du bare og læser?”…

Jeg kiggede op og tænkte noget i retning af: “Gud ja, jeg sidder da bare her med en dum bog og spilder mit liv. Jeg må ud og møde nogle mennesker ligesom alle andre, have aftaler, planer, måske en kæreste, jeg kan da ikke bare sidde her og læse”. Så jeg stoppede lige dér, og foragtede pludselig bøgerne for al den tid, de havde stjålet fra mig.

Der gik mange år, før jeg rigtigt læste igen. Dét, der havde været min store passion og kilde til inderlig glæde, var blevet noget forkert og foragteligt. Faktisk har jeg ikke helt fundet balancen endnu, selv så mange år efter. Jeg låner alt for mange bøger, som jeg har intentioner om at læse, men når jeg så skal til det, kommer jeg i tanker om alt det, jeg burde gøre i stedet. Der er jo altid en vask, der skal sættes over eller et gulv, der kunne trænge til en støvsugning.

Heldigvis kom jeg for nogle år siden med i en læseklub, hvor vi er fire kvinder, der mødes jævnligt og diskuterer bøger, vi har læst. Vi snakker, drøfter og deler mange andre store og små ting om livet i den læseklub, og den er på alle måder guld værd for mig. Det har givet mig læseglæden tilbage, og jeg ville gerne have fortalt mig yngre jeg, at bøger er en kilde til at berige og udfordre fantasi, tanker og overbevisninger, og at de derfor aldrig er spild af tid eller liv.