Dag #78

Aftentanker om morgenmeditation.

Jeg er ikke god til det. At sidde om morgenen. Jeg vågnede i shelteret kl. lidt i 7 og min kæreste var allerede væk. Han er en tidlig vågner, jeg en sen. Sen og langsom vågner.

Jeg gjorde virkelig mit bedste, men… krop og sind vil ikke lege med så tidligt. Det er som om hele mit system vil tilbage i søvnen, og samtidig er der en uro over, at dagen skal i gang. Og jeg skal også hjem til hunden. Og jeg har en opgave, der skal være afsluttet kl. 10. Og, og, og…
Jeg sled i det 35 minutter, før jeg måtte rejse mig og acceptere, at det var det, det kunne blive til i dag. Men det er også okay.

Det gode ved meditation er jo netop, at der ikke er en præstation. Der kan være et ønske eller en forventning, men det er ikke altid, det bliver sådan, som det er tænkt. Og det, der er min intention med de her 80 dage, er netop at få sat mig. Også de dage jeg ikke synes, jeg har tid og de dage, hvor det bliver på et uperfekt tidspunkt. Som i dag. Perfekt uperfekt. Det er okay.

Hvad der til gengæld var helt perfekt og magisk, var at vågne midt i nat, mens det stadig var mørkt og mærke, at vinden havde lagt sig. Og at der ikke var en lyd.

Ikke.en.lyd.

Tænk, at man kan ligge udenfor midt på den store klode, der er så overbefolket og fuld af liv og tidszoner og mennesker, og alligevel vågne og være omgivet af en uendelig, altomfattende stilhed. Magisk stilhed.

Magisk sprødhed 💜