Dag #23

Omhu med praksis.

Nu er der kun 23 dage til, og jeg har allerede en lille, men ganske overbevisende, fornemmelse af hvordan et helt år med daglig praksis kan komme til at udfordre mig. Det er ikke fordi kurset fordrer daglig praksis (så vidt jeg ved), men det er min intention at få etableret en så bæredygtig praksis som muligt.

Bæredygtig så det ikke er disciplin og viljestyrke, der skal bære praksis, men derimod impulsen fra det sted indeni, der længes efter at gøre det. Måske er det dét, jeg har trænet mest de sidste 57 dage - at give plads til den, selvom der er 1000 andre ting, der tager min opmærsomhed og vil ses, høres, gøres.

I de her dage slår livet sig i tøjret, og der kommer det virkelig på prøve - at sidde med det, der fylder, når afmagt, tvivl og uro dominerer det personlige verdensbillede. Det er mine følelser, de kan se rigtige eller forkerte ud for andre, men lige nu mærker jeg den altopslugende modsætning i, at vi alle er dybt forbundne og samtidig - når det gælder de vigtigste relationer - må overvældes af erkendelsen af, at man dybest set altid kun kan tage ansvar for sig selv.

PS. Der er ikke nogen der er i overhængende fare, ingen skibbruden kærlighed, ingen der er syge eller døde. This too shall pass 💚