En skriveøvelse #2
Raseriet kommer som en bølge, skyller ind over hende som fra et urgammelt epicenter. Strømmen fra alle vulkaners kilde, samhørigheden med ild og lava og søjler af glødende indre. Men det her er bare en tirsdag eftermiddag og en smadret lilletå, fordi der står ting over det hele. Fristelsen til at tage den nærmeste kop, en vase, en bogstøtte af marmor og bare sætte kraft på armen, høre glasset på vitrineskabet splintres, fragmenterne knuses mod klinkegulvet.
Træde de fine skår, skærende støv af pulveriseret glas op i fødderne og mærke smerten, harmen, se blodet flyde ned i de grålige fuger. De ville aldrig blive rene igen.
Det var ikke sådan her, det skulle have været. I hendes hjem og i det hele taget. Der skulle have været blødt lysindfald, måske lidt flimrende som gennem spæde birkeblade. Og udsigt. Ikke til naboens evighedsprojekt med ombygning og den grimme campingvogn, men til horisont. Vand.
Og møblerne, de skulle have været dansk design. Ikke klunsede sengeborde og kasserede arvestykker som hun overtog, når hendes søster og svoger opgraderede til den større sofamodel, den med chaiselong. Den fejlede jo ikke noget, som de sagde, og den var da bedre end den, hun havde. Og lamperne, der aldrig blev hængt op, fordi hun ikke havde nogen til det og som nu kastede et dunkelt lys rundt i stuen.
Akkurat som det vage lys indeni, der forsøgte at lyse hendes liv op indefra uden videre held. Udenpå knaldede hun lilletåen i et stoleben, indeni fremstod hendes engang så lysende drømme som flammer bag tilsodet glas, der kastede ligegyldige skygger ind over hendes dagdrømme.
Hvis hun faldt om nu, af en pludselig blodstyrtning eller en ukendt hjertelidelse her midt i sin overlæssede stue, ville ingen nogensinde opdage, hvad hun kunne have drevet det til, når hun fik taget hul på det rigtige liv. Det med udsigten, det stimulerende arbejdsliv, den sprudlende kreativitet, familiemiddagene uden skænderier, ferierne med harmoniske børn og dovne dage i infinity pools. De ville kun få øje på de fnulrede tæpper, sofaen med reder af kattehår, det billige nips, størstedelen fisket op af spothylden i en discountbutik. De ville sige, at hun havde klaret meget, men at det nu alligevel var synd dengang. At det havde hun ikke fortjent, men alle har jo et ansvar for at komme videre, og der er ikke nogen, der har lovet, at det skal være let. Og de ville finde de sorte sække frem og bestille en container. Og en bedemand. De ville tænke, at hun helst ville have det enkelt.
Det dunker i tåen, hun skyller et vandglas og hælder op, det er jo bare for at tage smerten. En brændt lugt breder sig fra ovnen, og hun tager tallerkenen fra i går, drysser krummerne ned i vasken, tørrer det fedtede porcelæn af. Kanten er skåret. Synker ned i sofaen med tallerkenen i skødet, brænder lårene. Katten strækker sig, spinder, borer af rent velvære en klo i hendes arm. Hun tænder for Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed - i morgen vil hun google Sådan forandrer du dit liv. Hvis hun kommer på det.
FOTO: Unsplash