Nøgle i egen dør
De sidste par weekender har min flittige kæreste virkelig fået sat nogle afgørende flueben på byggeriet. Og sidst på eftermiddagen sendte han mig dette billede:
Det var nødvendigt at lukke og låse - et landsvalepar havde nemlig udset sig muligheden for en pænt luksuriøs sommerresidens.
I sidste uge blev alle vinduer monteret og se lige en udsigt, der bliver fra min skrivebordsplads:
Det bliver magisk at sidde ved et skrivebord her. Det er svært at yde udsigten retfærdighed på et billede, for der er virkelig højt til himmels og natur så langt øjet rækker. Vinduet er østvendt, så solopgangen kan man også få med. Det kræver så, at jeg begynder at stå lidt før op, for jeg er den slags menneske, der først vågner rigtigt, når solen er gået ned. I hvert fald, når jeg er inden døre.
Når vi sover i shelteret går det meget nemmere med at falde i søvn, når fuglene bliver stille og mørket falder på. Her ville min kæreste nok indvende, at mængden af rosé også har en indflydelse. Men nu er det heldigvis ham der bygger, og mig der blogger… 💚