Vesterhavsblues er den tilstand, der fylder mig, hver gang solsengene er sat på plads, køleskabet tømt, varmebeholderen skruet på 0, sengene redt og vinduerne haspet. Og bilen er pakket, fordi turen går sydover. Hjem fra Vesterhavet.

Det knuger i brystet og strammer i solar plexus, mens bilen ruller tilbage ad “tyskervejen”. Gadung, gadung, gadung, og alt i mig vil tilbage. Bare lige én dag mere.

Familien har gennem mange, mange år haft sommerhus(e) ved Tranum Strand i Jammerbugten. Et fredet område med lav puls - helt anderledes end de større badebyer som Blokhus og Løkken. Min mor plejede at sige, at jeg var med i maven første gang, så det er måske derfor, jeg føler mig dybt forbundet med netop dét sted.

Jeg tror, et fragment af min sjæl har taget permanent ophold i marehalmen, sandklitterne, himlen og havet lige dér, så jeg føler mig helstøbt på en anden måde, når jeg er der. Og jeg kan godt lide tanken om, at det er dét, der trækker i mig, og vil have mig til at blive.

Da jeg sent om aftenen gik tur med hunden, tilbage i det midtjyske, kunne jeg mærke, at jeg også hører til her. Heldigvis. Men den midtjyske natur slår nogle andre strenge an… Midtjylland er bløde bakker, gyldne marker og læ. Nordvestjylland er råt landskab, sandede klitplantager og blæst. Det blide mod det rå. To sider af den danske natur, to sider af mig.

Der er noget med Vesterhavet, og det uberørte, tidløse landskab omkring. Man bliver lille. Et knappenålsprik på kloden. I tiden. Hverdagstrummerummen opløses, de vigtige spørgsmål bliver tydelige, og nye svar er mulige. Jeg har truffet en del vigtige beslutninger dér.

Og man skal ikke lade sig narre af det rå. For lige pludselig kan man støde på overdreven frodighed, der pibler frem og giver næring til kaprifolier og troldeskov. Se bare:

Hvis du vil ha’ lidt af magien, så find inspiration og læs mere her

Ps. Forsidefoto taget af Naija Revsgaard