“Jeg kan ikke trække vejret”. George Floyds sidste ord er gået verden rundt den seneste uge: “I can’t breathe”.

At trække vejret, at ånde, er fællesnævneren for menneskeligt liv på tværs af alle de forskelligheder, der ellers kan være i menneskers liv. På tværs af det sted på jorden, den kultur, det køn, den seksualitet, det handicap, den hudfarve og alt det andet, vi er født med. Hvis vi skal leve, skal vi trække vejret.

At sidde i meditation er også at trække vejret. At mærke det livgivende åndedræt med den bevidsthed, at vi altid kun er ét åndedræt fra døden.

At sidde i meditation og tænke på George Floyd er smertefuldt. Det minder hele kroppen, sindet, sjælen, bevidstheden, hjertet om, at der er så ubegribeligt meget lidelse i verden. Hvordan bærer vi os af med at fatte det, at rumme det, at leve med det?

Det gør vi blandt andet ved, som min datter, at læse, se film, agitere, spørge, rase og være deltagende i et aktivt ønske om at forandre den verden, der indtil nu har accepteret det. Aktivt eller stiltiende. Vi, der er stiltiende, mærker skammen. Jeg gør. Skammen over at være White Privilege. Ikke engang at kunne forstå omfanget af, hvordan vores vilkår i verden er så forskellige.

I aften har jeg siddet med det hele. Med smerten, med skammen, med medfølelsen, med afmagten, med fortvivlelsen, med raseriet, med sorgen, med kærligheden.

Min datter tager til demonstration på tirsdag, det gør jeg måske også.

Mest af alt trækker jeg vejret. Tak fordi jeg kan 🖤❤️

Forsidefoto: @rocinante_11 on @unsplash