Der har været stille længe. Tankestrømme er ikke altid nemme at nedfælde. Når de strømmer som en vildfaren flod, kan de være svære at få tæmmet og lokket ned på papiret. Eller bloggen, når ret skal være ret.

Nu sker der noget i verden og i Danmark, som nok kan stimulere både skepsis, skrækscenarier og katastrofetanker. Den slags tankestrømme, som er næret af det, vi ikke ved, måske det vi er bange for, det vi ikke kan kontrollere og forudse rækkevidden af. Coronavirus.

I februar måned var min kæreste og jeg i Italien. Nærmere bestemt det nordlige Toscana, hvor vi har været et par gange for at hjælpe en bekendt med at sætte et hus i stand. Vi var på et bjerg i en lille landsby, hvor tiden går en lille smule langsommere, og hvor intet er vigtigere, end at det kan vente til i morgen. Domani.

Jeg har aldrig tidligere været specielt fascineret af Italien. Jeg har været der på ferie, både på ski og strand, besøgt Venedig og tænkt, at jeg på et tidspunkt skal opleve Rom, men ikke mere end det. Før nu. Efter det første besøg i november, hvor vi havde en absolut romanværdig oplevelse af verdens uforudsigelighed og små mirakler, fik jeg et skud Italien direkte i hjertet. Jeg ville derned igen, inhalere landet, sproget, kulturen og forbinde mig med bjerget igen. Høre til.

Så glæden var stor, da vi i februar vendte tilbage til det samme bjerg, den samme lille by, det samme supermarked og den samme krofatter. Vi havde gode dage, italiensk forår, opera over dalen og hjertevarme møder med mennesker. Alt var godt.

Da vi kom hjem, hørte vi de første rapporteringer om udbrud af Corona. Ikke der, hvor vi havde været, men dog tæt på. Og nu… lande lukker ned, sundhedsvæsener er i knæ, mennesker dør.

Når jeg ser billederne fra Italien, de overfyldte sygehuse og de mange dødsfald, så bløder mit hjerte. Og jeg frygter i mit stille sind, at det snart bliver vores hverdag. Men når jeg så ser, hvordan italienerne synger fra deres altaner, klapper for sundhedsvæsenet og deler deres erfaringer med os, så vi ikke begår de samme fejl som dem, så græder jeg. Fordi mennesker under pres kan finde den omsorg for hinanden.

Jeg glæder mig til den dag, hvor vi igen kan tage til Italien, hvor vi kan rejse frit og se tilbage på dengang, vi alle måtte lægge vores liv om og bidrage til, at omfanget af en potentiel sundhedskatastrofe måtte afværges.

Indtil da vil jeg glæde mig over vores handlekraftige regering, der gør, hvad den kan for at afbøde konsekvenserne og samtidig tør stå ved, at også den vil fejle. Jeg vil være taknemmelig over at bo i et Danmark, hvor sundhedsvæsen, politi og øvrige myndigheder uselvisk arbejder i døgndrift.

Jeg vil læse nyhederne, jeg vil se pressemøderne og gøre, hvad jeg bliver bedt om. Blive hjemme, afspritte mine hænder, trække vejret. Og selvfølgelig øve mig på at tale italiensk. Til vi ses igen.