zimpl.dk

View Original

Altid allerede elsket

I dag er jeg optaget af bogen “Altid allerede elsket” af og om Peter Bastian. Den baserer sig på samtaler mellem Tor Nørretranders og Peter Bastian de sidste 14 dage af Bastians liv, hvor han ligger på hospice.

Måske synes du, det lyder forstemmende og sørgeligt, men det er lige det modsatte. Jeg lyttede til bogen i går, mens jeg malede vildmarksbadekarret, og jeg både grinte, blev stille, sank en klump og spolede tilbage for at høre passager fra bogen flere gange. Sikke en åbenhed og ærlighed - jeg følte mig totalt spiddet ved at lytte til hans tanker og betragtninger om livet.

Jeg er selv meget optaget af døden. Måske fordi jeg har mistet min mor, måske af alle mulige andre årsager, men døden er nærværende hos mig hver eneste dag. Ikke som noget truende og mørkt, men som noget uafvendeligt, som jeg hellere vil favne end frygte. Sidste år var jeg på et kursus, hvor underviseren sagde: “Det er kun ét eneste åndedræt, der skiller os fra døden”. Det gjorde stort indtryk på mig, som en påmindelse om, at grænsen mellem livet og døden er ualmindeligt hårfin, og dermed er døden aldrig ret langt væk.

Jeg oplever, at de fleste har en enorm modstand mod at tale om døden. Derfor har jeg ofte opsøgt litteraturen og læst beretninger fra mennesker, der enten selv har skullet dø, har været pårørende til nogen eller måske har haft nærdødsoplevelser. Og det er som regel smuk læsning. Det kan godt ske, det hænger sammen med, at dem, der har overskud til at skrive smukt om det, har haft nogle gode forudsætninger for det. Jeg er ikke i tvivl om, at døden også i mange tilfælde er grum og grim. Eller i hvert fald forløbet op til den.

Jeg elsker livet, og jeg er lige så opsat, som de fleste andre, på at leve så længe som muligt. Jeg håber, jeg har masser af gode år tilbage og bliver en ældgammel, vis kvinde. Men jeg må sige, jeg synes også, det er lidt spændende. Og jeg er glad for, jeg har den overbevisning, at der venter en anden tilstand, uden at jeg er skråsikker på, hvad den så omfatter, eller hvad der kendetegner den.

Derfor er det også spændende at læse om Peter Bastians oplevelser med kristendommen, for det er ikke der, jeg selv har fundet den største inspiration til at forstå kærligheden og livet. Men det gør han. Og det vel at mærke efter at han i mange år, som jeg selv, har været søgende i de mere østlige spirituelle traditioner med meditation og selvudvikling, et ønske om at blive den bedste udgave af sig selv eller måske ligefrem oplyst. En af Peter Bastians venner kaldte ham kvartalsmunk og dét var genkendeligt for mig!

Det slog mig, om vi ikke alle er det? Kvartalsmunk, kvartals-sundhedsfreak, kvartals-løber, kvartals-på-en-eller-anden-diæt, kvartals-dit-eller-dat. Peter Bastian skriver selv om det:

Det er meget præcis det, som sker i forestillingen om, at der er sider, som du undertrykker for ligesom at opnå noget højere. Der kan du se, der er krigen allerede i fuld gang mellem mig selv og mig selv

Jeg synes, det er vanvittig meningsfuldt. Hvor mange er vi ikke, der står op hver morgen med ønsket om, at i dag vil jeg være lidt bedre, gøre det lidt bedre end i går? Løbe lidt mere, spise lidt sundere, drikke lidt mindre rødvin, ryge lidt færre smøger, gå lidt tidligere i seng, være en lidt bedre udgave af mig selv. Det er jo ikke fordi, vi skal gå fuldkommen den anden vej, der er ikke noget i vejen med at gå tidligere i seng eller stoppe med at ryge, men det er kampen med sig selv, der er det springende punkt. Mange af os er i virkeligheden i krig med os selv hver eneste dag. Udøver en konstant kontrol og evaluering af os selv, som alt for ofte resulterer i “Ikke god nok”.

Sådan som jeg læser Peter Bastians bog, så er budskabet, at vi skal slippe forestillingen om det fuldkomne. Det kommer ikke til at ske. Han finder mening i kristendommen og siger:

Der er ét ideal for, hvad kærlighed er. Det viser Jesus os. Det er fuldstændig helt og aldeles og i alle henseender uopnåeligt, du har ikke en chance, yderligere er manden død, det kan ikke være bedre, for så kan guruen ikke falde (…) du kan ikke leve op til det, men du er altid allerede elsket. Kærlighed på forhånd

Kærlighed på forhånd. Ikke ligefrem det, de fleste af os er opdraget med, gætter jeg på. De af os, der har børn, vil nok hævde, at vi elsker vores børn på forhånd. Det vil jeg også selv. Og vi er allesammen børn af nogle forældre, der sikkert også vil hævde, at vi altid har været elsket på forhånd. Men hvorfor kæmper både børn og voksne - nogle et helt liv - så med følelsen af aldrig at være god nok eller at være “aldrig allerede elsket”?

Jeg kan overhovedet ikke svare på det. Men Peter Bastians svar, da Tor Nørretranders spørger ham: “Hvad skal vi så?” er: “Gå fra en vertikal forståelse af verden, hvor det er aldrig godt nok, til en forståelse af verden, hvor det i en vis forstand altid er godt nok”.

Det vil jeg bruge mine påskedage til at tænke over, mens jeg vil forsøge at føle mig altid allerede elsket, selvom jeg har spist mange flere påskeæg og drukket meget mere vin og gået meget senere i seng, end jeg havde aftalt med mig selv.

God påske ♥