I dag bliver det uklædeligt. Og lidt langhåret. Så er du advaret, hvis du læser med.

Den anden aften flød jeg i sofaen. Ikke på den hyggelige måde, hvor der er te i koppen og kat og hund on the side. Mere på den irriterende, hvor det føles som komplet spild af tid, når der er gode bøger, der skal læses og vigtige ord, der skal skrives. Og måske trængte der også til at blive støvsuget. Men jeg flød tungt.

Jeg kom forbi et program på DR2 om “Fede forhold”, hvor man følger nogle kærestepar, der er på en fælles mission om at tabe sig i vægt. Hvis du ikke har set dem, så ligger de her. Det var nogle virkelig fine og rørende programmer, og jeg tænkte, at jeg er meget forskellig fra dem, for jeg skal ikke tabe 30 eller 50 kg. Og jeg sad jo heller ikke i sofaen med de chipsposer og sodavand, de fortalte, at de før havde hygget sig med. Jeg er nemlig ikke sådan en, der spiser for meget sukker og usundt stads…

Dem, der kender mig, driller mig tit med mit nutellaforbrug. Eller måske nærmere nutella-misbrug. Men det er på den sjove og kærlige måde, hvor det er helt fint, for jeg er jo ikke tyk, og det er kun sjovt, at jeg kan spise fem kg. nutella på 7 uger. Præcis. Men når jeg på én gang spiser fem Spangsberg flødeboller og tre marcipan-påskeæg med nougat, så fortæller jeg det ikke til nogen, for det er ikke sjovt. Det var heller ikke fordi hyggen og aftenkaffen stak lidt af, men simpelthen fordi jeg bare slugte det på vej hjem fra arbejde. I bilen.

Og det kom jeg i tanke om, mens jeg så parrene i de “Fede forhold”. En gang imellem fornægter jeg totalt, hvad jeg indtager af sukker og søde sager. Jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste - og alligevel tvivler jeg seriøst på, at andre også har den adfærd? Har I det?

Jeg skjuler det jo ikke kun for andre - men også for mig selv. Jeg lader simpelthen som om, det ikke er sket. Jeg nyder det ikke engang. Alt det tænkte jeg på, mens jeg så udsendelsen. Og bagefter blev jeg liggende i sofaen og følte mig som en fiasko. En selvbedragerisk fiasko. Det havde ikke været nogen god dag, og det var ikke nogen god aften.

Om natten drømte jeg. En mand, jeg har kendt en gang, var pludselig tilstede i mit liv igen. I drømmen kunne jeg ikke helt afgøre vores relation, men jeg var i hvert fald utryg ved ham. Han var hele tiden omkring mig, og jeg skulle holde øje med ham. Han var truende men også selvdestruktiv, så jeg skulle både beskytte mig selv - og samtidig passe på, at der ikke skete ham noget. I den sidste scene i drømmen var han i et værelse bag en lukket dør, og jeg var hele tiden bange for, at han skulle komme ud. Men jeg var også bekymret for, om han gjorde sig selv fortræd. Samtidig var jeg fyldt af den dybeste foragt for ham, fordi han var ynkelig og havde ondt af sig selv. Et offer.

Jeg var virkelig opfyldt af en inderlig, gennemtrængende foragt for det ynkelige, patetiske skvat, han var. Og da jeg vågnede, tænkte jeg over, hvad i alverden den drøm ville mig. Så var det, jeg kom i tanke om det.

Det man drømmer, er man selv.

Man er selv hele drømmen. Der er selvfølgelig forskel på drømme, men den her drøm var meget tydelig og jeg er ikke tvivl. Det patetiske, ynkelige skvat bag døren er mig. Eller rettere - det er også mig. Det er mest mig, der klarer at beskytte og passe på, fixe, ordne, handle og beslutte. Hende er jeg gode venner med. Men hende, der sidder bag en lukket dør og har ondt af sig selv, hende vil jeg ikke høre på. Hende foragter jeg. Og jeg lukker munden på hende med Spangsberg og Anthon Berg. Det er der ingen, der ser.

Heldigvis skulle jeg til yoga i aftes. Og de næste mange tirsdage. Der går det ud på at være kærlig mod sig selv og elske sig selv, som man er. Så der tager jeg mit eget ynkelige, patetiske skvat i favnen og aer hende kærligt over håret. Det er der ingen, der ser ♥