For snart seks år siden blev jeg inviteret med i en læseklub. En af kvinderne var min kollega, og de andre havde jeg kun kortvarigt truffet gennem et fællesskab omkring vores børn. Jeg havde egentlig gang i rigeligt andet med fuldtidsarbejde, ditto husholdning, to unger på 10 og 13, tre katte, hund, hest og et par ørkenrotter. Toppet med en masteruddannelse på deltid.

Men der var tale om en lille håndfuld kvinder, som jeg kunne mærke, at jeg virkelig gerne ville lære at kende - så jeg sagde ja tak. Og det var godt mærket, for i dag er den lille læseklub blevet et helt særligt fællesskab, som jeg sætter meget stor pris på. Vi er efterhånden blevet meget mere end en læseklub, fordi vi gennem årene har delt stort og småt, let og svært og har opbygget en dyb tillid til hinanden..

Det har naturligvis noget at gøre med relationen, men det har også meget at gøre med litteraturen. Sådan oplever jeg det. Jeg oplever, at dét, at dele læseoplevelser med hinanden, giver afsæt til samtaler, som ellers ville være svære at tage hul på - eller som man slet ikke vidste var vigtige lige på det tidspunkt. Man får en slags håndsrækning af litteraturen.

I går skinnede solen, og vi talte om døden. Om tab, sorg og smerte.

Anledningen var et arrangement i forbindelse med LiteratureXchange i Aarhus - en samtale mellem Naja Marie Aidt og Per Petterson, modereret af Lotte Kirkeby Hansen. En på alle måder intens oplevelse med stærke fortællinger om at opleve afgrundsdyb sorg, at gennemleve, overleve, ikke-leve, efterleve og ikke mindst finde en vej i at give sprog til sorgen og smerten. Jeg var dybt berørt. Det bliver de fleste, der hører om at miste sin 25-årige søn i en uhyggelig rus af euforiserende svampe, eller at opleve fire familiemedlemmer omkomme på én gang i branden på Scandinavian Star. I hvert fald hvis man har et hjerte.

Da jeg kom hjem, hentede jeg “Carls Bog” af Naja Marie Aidt på biblioteket. Klokken var 21, og jeg var endnu engang taknemmelig for det lokale, selvbetjente bibliotek, som altid har overraskende mange perler stående på hylderne.

Jeg læste den i ét eneste stræk. Sugede historien ud af bogen og ind i mig selv. Jeg har ikke oplevet en sorg tilnærmelsesvis så voldsom som Carls død må have været. Men der er noget med tab og sorg, som er universelt, og der genkendte jeg mine egne følelser i forbindelse med min mors sygdom og død for otte år siden.

Jeg er bange for at glemme ham. Glemme fornemmelsen af hans krop, hans stemme, hans latter. Jeg er bange for, at han forsvinder mere og mere fra mig for hver dag. At han forsvinder i takt med, at jeg heler. Det er ubærligt. Og måske den eneste måde jeg kan hele på.

Naja Marie Aidt, Carls Bog

Præcis sådan havde jeg det, da min mor døde. Jeg kunne ikke holde ud, at tiden gik, solen gik ned og stod op igen, så hun hver dag var en dag længere væk. Jeg bryder mig stadig ikke om at tænke på, at det snart er ti år siden, femten år siden, tyve år siden… Men jeg kommer overens med det, fordi hun og hendes fysiske tilstedeværelse er blevet tidløs. Hun var der, og hun er der hele tiden. I hjertet.

Jeg skrev en blog dengang min mor levede, blev syg og døde. Jeg fik lyst til at dele et indlæg om sorg fra dengang. Et brev til min mor. Læs det på Tankestrømme